Forhåndsadvisering af den ordinære generalforsamling 2026 i Hillerød Golf Klub.

I henhold til klubbens vedtægter skal der tilgå medlemmerne meddelelse om tid og sted for årets generalforsamling senest 2 måneder før dennes afholdelse.

Årets generalforsamling afholdes den 11. marts 2026, kl. 19.00 på Frederiksborg Byskole.

Dagsordenen er ifølge vedtægterne:

  1. Valg af dirigent.
    2.         Bestyrelsens beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år.
    3.         Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
    4.         Fremlæggelse af bestyrelsens forventninger til fremtiden.
    5.         Forslag fra bestyrelsen.
    6.         Forslag fra medlemmerne.
    7.         Forelæggelse af bestyrelsens forslag til budget og medlemskontingenter til godkendelse.
    8.         Valg af bestyrelsesmedlemmer.
    9.         Valg af revisor og revisorsuppleant.
    10.      Eventuelt.

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal foreligge skriftligt og være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før den annoncerede dato for afholdelse af den ordinære generalforsamling afholdes.

Indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden for den ordinære generalforsamling sammen med ordlyden af de forslag, der foreligger til behandling. Indkaldelse skal ske ved post og/eller ved elektronisk kommunikation.

På den ekstraordinære generalforsamling den 27. marts 2025 vedtog denne, at bestyrelsen fremover bestod af 6-8 medlemmer, således at bestyrelsen selv ved et medlems eventuelle fratræden mellem 2 generalforsamlinger med stor sandsynlighed stadig var såvel beslutningsdygtig som bestående af det i vedtægterne fastsatte mindste antal medlemmer.

Ved den ekstraordinære generalforsamling blev Alexander Yttesen valgt for 1 år og Kim Hyrzkov for 2 år.

På den kommende generalforsamling er derfor på valg:

Alexander Yttesen og efter tur Jan Aarup, Lars Broch Christensen og René Kjærsgaard-Nielsen.

Alexander Yttesen, Jan Aarup og Lars Broch Christensen er villige til genvalg, idet dog Lars i lyset af sit nu tiltagende internationale arbejde for golfsporten ikke ønsker at fortsatte som kasserer.

René ønsker ikke genvalg.

Ken Rosenvinge har samtidigt besluttet sig for i højere grad at hellige sig andre aktiviteter og forlader derfor bestyrelsen.

 

Bestyrelsen har tidligere modtaget henvendelse fra 2 medlemmer, der gerne stiller sig til rådighed for bestyrelsesarbejdet, men vi vil gerne opfordre andre medlemmer, der vil være interesserede i at stille sine kompetencer til rådighed for arbejdet i bestyrelsen i det/de kommende år til at melde sig så hurtigt som muligt.

Så kan vi i god tid inden den ordinære generalforsamling udsende præsentationer af mulige kandidater til alle klubbens medlemmer, så klubben også i fremtiden har en bestyrelse med de rette kompetencer og som besidder den nødvendige ildhu i arbejdet med at gøre HGK til et endnu bedre sted at dyrke sin interesse for golf.

For god ordens skyld skal nævnes, at det også er muligt på generalforsamlingen at meddele sit kandidatur, der så i sagens natur bliver uden forhåndspræsentation.

 

Bestyrelsen ser frem til et godt fremmøde og en livlig generalforsamling.

 

Så husk den 11. marts 2026, kl. 19.00 på Frederiksborg Byskole.

PS. HGK’s vedtægter kan du finde på hjemmesiden Læs den HER *