Klubbens historie

HISTORIEN OM HILLERØD GOLF KLUB

I starten af 1960-erne blev der sat kræfter i gang med henblik på at etablere en golfbane i Hillerødområdet. Der blev satset på arealet “Lille Hestehave” syd for Holmene. Nogle omtalte det forestående som golfsportens velsignelser, og andre beskrev det udsete areal i begejstrede vendinger. Men samtidig blev de mange besværligheder, der i givet fald skulle overvindes, før planerne kunne føres ud i livet, beskrevet. Efterhånden fik man dog indtrykket af, at her var tale om andet end luftkasteller, da såvel Hillerød byråd som Slotssognets sogneråd så positivt på planerne. Det samme gjorde turistforeningen, hvilket blandt andet gav sig til udtryk på denne forenings generalforsamling i 1965. Interessen var nu vakt og i begyndelsen af marts 1966 indkaldte arbejdsgruppen for oprettelse af Hillerød Golf Klub til stiftende generalforsamling den 19. marts 1966. Ca. 80 personer mødte frem for at høre, hvad det hele gik ud på. Det viste sig senere, at de næsten alle var uden forudgående kendskab til golfspillet. Orla Knudsen indledte mødet ved at byde velkommen til de fremmødte og med at orientere om eftermiddagens program. Derefter fortalte Mogens Bredfeldt om den film, som man til indledning og appetitvækker ville fremvise for forsamlingen. Filmen var en optagelse fra Rungsted Golf Klubs bane af en match mellem den amerikanske verdensmester 1965 og den danske professionelle Carl Poulsen. Efter filmen berettede Mogens Bredfeldt om golfsporten i Danmark og dens udvikling op gennem tiderne. Han udtrykte sin glæde over at kunne medvirke til at oprette den 16. klub i Danmark. Af hans indlæg skal i øvrigt citeres: “At golf har været en såkaldt overklassesport skal ikke bestrides, men det er allerede mange år siden, den ophørte med at være det. I dag dyrker alle kredse i befolkningen golf, og interessen for sporten er så stor, at de eksisterende klubber har store ventelister. Hillerød skulle – med denne bys centrale beliggenhed i Nordsjælland – have gode muligheder for såvel lokale som københavnske medlemmer, og jeg forudser, at det tidspunkt inden for et overskueligt åremål kan komme, da klubbens bestyrelse må begrænse tilgangen.” Det skulle senere vise sig, at denne forudsigelse kom til at holde stik. Efter disse indledende manøvrer var tidspunktet inde til selve stiftelsen af klubben. Der blev forespurgt, om forsamlingen kunne tilkendegive forhåndsinteresse for oprettelse af en golfklub i Hillerød. Da en sådan interesse var konstateret, blev det i forvejen udarbejdede forslag til lov oplæst. Forsamlingen fik således løbende en idé om lovenes indhold og deres fremtidige indflydelse på klubbens daglige liv.
Generalforsamlingen vedtog enstemmigt disse love, hvorefter man gennemgik det meget afgørende forslag til overenskomst, som Frederiksborg Skovdistrikt havde udarbejdet og fremsendt til arbejdsgruppen. Generalforsamlingen havde – som naturligt var – ikke mange kommentarer til dette, og man overgik herefter til valg af klubbens første bestyrelse, som i overensstemmelse med forslag fra arbejdsgruppen blev følgende: Typograferne Orla Knudsen og Keld Christiansen, civilingeniør Palle Brehm, stationsforstander C. A. Qvist, kommuneingeniør Viggo Jensen, advokat og viceborgmester Toke Stokholm. Karl Wøhrlich Pedersen, som ikke var medlem af bestyrelsen, påtog sig hvervet som sekretær. Herefter hævede dirigenten generalforsamlingen, og de fremmødte fik lejlighed til at indmelde sig i den nystiftede klub. 56 personer fulgte opfordringen til indmeldelse, og den overvejende del af disse første medlemmer er stadig aktive i klubben. Der er god grund til at fremhæve disse første “pionermedlemmer”, der uden tøven meldte sig ind på et tidspunkt, hvor banen endnu var en amatørskitse på et stykke indpakningspapir.
Med denne meget væsentlige formalitet i orden var klubben nu en realitet. Man havde en bestyrelse, man havde medlemmer, og man havde et baneareal. At der var en lang og trang vej tilbage, før dette areal med rette kunne betegnes som en golfbane, var ikke mindst bestyrelsen klar over, men alle gode bestræbelser ville nu koncentreres om at få nogle interimistiske huller etableret, således at den allerede konstaterede interesse kunne stimuleres og brede sig. Der lå, som nævnt, visse foreløbige udkast til banens udformning, men dels var overenskomsten med skovvæsenet ikke helt i orden, dels skulle visse aftaler med kommunen falde på plads. Endvidere var der spørgsmålet om at overtage skytteforeningens bygning, som befandt sig på det nu af golfklubben lejede areal. Den første hurdle var imidlertid forceret med elegance, og skønt et ihærdigt og omfattende arbejde lå forude, var det dog et meget afgørende skridt, der på denne dag var vel overstået. Men – inden det kom så vidt, som her beskrevet, var der gået en meget lang modningsproces, som helt afgjort hører med, når klubbens tilblivelseshistorie skal berettes. Lad os derfor springe et stykke tilbage i tiden.

De første visioner

Ligesom opdyrkningen af den jyske hede er uløseligt forbundet med Dalgas, således er Hillerød Golf Klubs historie – uden sammenligning – helt og aldeles knyttet til Orla Knudsen, som i kraft af sin kærlighed til golfsporten og sin medfødte dynamik og vedholdenhed fik realiseret sine visioner.
I november 1953 flytter familien Knudsen fra Hørsholm til Hillerød, og savnet af Rungsted Golf Klub som nabo har nok været årsagen til,

at Orla Knudsen i 1956 på sine traveture fra sit hjem i Holmene fik idéen til at oprette en golfbane i terrænet “Lille Hestehave” syd for Hillerød by.
Under hensyntagen til arealets udstrækning og med kendskab til de investeringer, en sådan baneanlægning ville kræve, var det i første instans en 9-hullers bane som blev genstand for Orla Knudsens fantasier og overvejelser.
På store skitser – nogle af dem med farver – blev forslag til hullernes udstrækning og indbyrdes placering på det foreliggende terræn indtegnet, idet alle afstande var målt op i skridt.
I 1958 inviterede Orla Knudsen så en dag sine golfvenner fra Rungsted ud i det pågældende terræn og forelagde sine planer og skitser for dem. De kom, så og rystede på hovedet. I overensstemmelse med god dansk skepsis – når det gælder projekter ud over det helt ordinære – anså de sagen for ikke-realisabel. Der var ifølge de gode venners mening for mange uafklarede ting og problemer, som skulle finde sin løsning, før en sådan plan kunne føres ud i livet. Troen på, at det overhovedet kunne lade sig gøre, kunne ligge på et meget lille sted. Man må i denne forbindelse minde om, at en meget stor del af det areal, som der her tales om, henlå som næsten uberørt natur med meterhøjt græs, sumpede enge og tilgroede områder.
Desuagtet afsendte Orla Knudsen – uden den moralske opbakning, som en mere positiv respons fra vennernes side ville have været – en ansøgning til statsskovrideren om at leje og benytte arealet som tænkt. Statsskovrider Svend Rix svarede – ca. 1 år efter – at han havde set på sagen og nu sendt den videre til direktoratet for statsskovbruget.
Der gik endnu et år, så kom der afslag med henvisning til, at disse arealer var udlejet som græsningsområde til statens gårde. Kontorchefen fra direktoratet havde i sit afslag dog åbnet mulighed for, at afgørelsen kunne drøftes nærmere, hvilket fik Orla Knudsen til at aflægge besøg i direktoratet.
Resultatet var et nyt afslag, men den erfarne tjenestemand lod på falderebet et par gode råd om ændret strategi falde. Blandt andet foreslog han, at Orla Knudsen skulle forsøge dannet en arbejdsgruppe, hvor også personer med en vis politisk indflydelse var repræsenteret. Dette skulle vise sig at være det rette råd på det rigtige tidspunkt. Orla Knudsens kollega, typograf Keld Christiansen, havde som medlem af Slotssognets Sogneråd kontakt til flere sider. Sammen fandt de frem til en række personer, som var villige til at gå ind i en sådan arbejdsgruppe og lade deres indflydelse gøre sig gældende i den udstrækning, de hver for sig og samlet kunne mobilisere. Der blev således samlet en række personer, der ikke alene forstod at afdække problemerne, men som også var af en sådan støbning og i en sådan position, at de kunne tackle disse problemer på effektiv måde og i kraft af deres indflydelse bringe dem frem til en løsning.
Da samtidig golfunionen – efter at konsulent Jens Kampmann havde besigtiget arealerne – bakkede sagen op, syntes der at komme et vist skred i sagerne. En komplikation var, at såvel Hillerød byråd som Slotssognets sogneråd (det var før kommunesammenlægningen) skulle være enige, statsskovvæsenet – som allerede havde givet afslag – skulle ændre standpunkt og tillade udlejning af arealet. En sådan tilladelse forudsatte endvidere, at statens gårde frafaldt græsningsaftalen. Hertil kom at fredningsmyndighederne skulle indtage en positiv holdning til projektet. Der var, som man vil fornemme, mange forhold, der skulle falde i hak, inden de mere håndgribelige aktiviteter kunne påbegyndes.
Arbejdsgruppen havde i denne periode vældig god kontakt til kommunen, hvorfra de fik en helt uundværlig støtte. De samlede bestræbelser på at bringe projektet frem til godkendelse gav efterhånden de ønskede resultater, idet en ansøgning – underskrevet af såvel borgmesteren som af sognerådsformanden – blev afsendt til statsskovvæsenet i efteråret 1965. På dette tidspunkt havde fredningsmyndighederne accepteret, at arealerne kunne udlægges til golfbane.
Ansøgningen til skovvæsenet om leje af området blev nu imødekommet, og der blev udarbejdet en overenskomst om lejeforholdet, som skulle træde i kraft den 1. april 1966. Med disse resultater på bordet besluttede arbejdsgruppen, at tiden var inde til en stiftende generalforsamling, som allerede nævnt fandt sted den 19. marts 1966.

Den første bane

Som nævnt forelå der fra Orla Knudsens hånd nogle foreløbige skitser til en 9-hullers bane. Disse planer blev gennemgået af Dansk Golf Unions banekonsulent Jens Kampmann, som i det store og hele gik ind for den skitserede udformning uden nævneværdige korrektioner. De første to huller blev placeret på et areal i Holmene, som tilhørte Hillerød Kommune, og som hidtil havde været benyttet til skydebane. Dette areal på 12 tønder land blev pr. 1. april 1966 udlejet til Hillerød Golf Klub. På det syd for tilstødende areal, “Lille Hestehave”, som tilhørte statsskovvæsenet, lejede klubben endvidere ca. 30 tønder land og påbegyndte anlægningen af yderligere fire huller.
Ved udslagsstedet på 1. hul på det gamle skydebaneterræn op til jernbanelinien blev snart placeret et beskedent klubhus. Den første fairway-klipper blev indkøbt, og træningen under ledelse af erfarne spillere – herimellem Orla Knudsen og Aksel Pedersen (tidligere landsholdsspiller) – blev påbegyndt. Den interimistiske bane på seks huller blev indviet lørdag den 25. juni 1966 – altså tre måneder efter klubbens stiftende generalforsamling – ved en præsentationsmatch mellem Peter Brehm, Mogens Harder, Orla Knudsen og Aksel Pedersen. Hen i mod 80 tilskuere, fortrinsvis medlemmer, fulgte spillerne banen rundt, og en stor del overværede her for første gang en golfmatch.
Klubbestyrelsen bestræbte sig på mange måder på at stimulere medlemmernes interesse og havde således en aften i januar 1967 lejet Kosmorama-Bio til en filmaften for medlemmerne. Kommunalbestyrelsen og skovrideren med medarbejdere var inviteret. Filmen var en match mellem Bobby Locke og Rungsteds professionelle Carl Poulsen, og Carl Poulsen havde lovet at møde frem og kommentere, hvad der foregik.

Den første udvidelse

En trussel mod den nyoprettede bane – en trussel som var forudset – var de foreliggende planer om en videreføring af “Overdrevsvejen”, som ville krydse banen og medføre en inddragelse af golfarealet ved “Holmene” og således afskære de to første huller. Den eneste løsning på disse invaliderende indgreb var en udvidelse af banen mod syd, hvor kommunen allerede lå i forhandling om køb af “Nysøgaard” med omliggende jorder.

Dette køb gik i orden omkring nytårsskiftet 1966-67, og golfklubbens bestyrelse var fra første færd på tæerne med forhandling om leje af såvel jordarealerne som selve bygningerne. Såfremt dette lejemål kunne etableres, ville det blive muligt at tilrettelægge en 9-hullers bane af ca. 2,7 km’s længde. På et byrådsmøde den 27. april 1967 blev sagen principielt bragt i orden, og golfklubben fik lejekontrakt på en 10-års periode.
Allerede den 2. september samme år blev klubhuset indviet ved en mindre højtidelighed, efter at en grundig renovering og ombygning havde fundet sted.
Banens færdiggørelse gik som planlagt, og den 22. juni 1968 var der officiel indvielse af den endelige 9-hullers bane med efterfølgende fest på “Slotspavillonen”.
Baneindvielsen som sådan tog sin begyndelse på 1. teested, hvor formand Orla Knudsen bød velkommen til gæster og medlemmer. Derefter talte DGU-formand Hans Raaschou på unionens vegne og udtrykte bl.a. beundring for de fremragende resultater, der således på rekordtid kunne fremvises af Hillerød Golf Klub i form af en fuldt etableret bane med klubhus.

Derefter åbnede fungerende borgmester Toke Stokholm banen officielt, idet han slog det første slag fra tee-stedet. Til dette formål havde viceborgmesteren medbragt sit eget specielle udstyr af helt farcepræget karakter, for – som han udtrykte sig – ved en lejlighed som denne at tilføje sporten nye momenter. Denne “performance” blev dagen efter i pressen beskrevet som et “fantastisk one-man show”, som gang på gang gav anledning til latter og bifald hos de mange tilskuere. Det andet slag til banens indvielse blev slået af golfunionens daværende formand Hans Sachs, hvorefter fire af landets bedste spillere – to professionelle og amatører – indviede banen ved at spille en match over ni huller.
Om aftenen var der fest på “Slotspavillonen” (senere nedbrændt), hvor formiddagens gæster alle var indbudt. Også her var Toke Stokholm aftenens prominente taler, og han udtalte blandt andet: “Her i Hillerød er denne bane blevet en realitet på grund af dygtigt privat initiativ fulgt op af en kommunegaranti på 120.000 kroner. Kommunerne landet over bør nok have opmærksomheden rettet mod også at stille areal til rådighed for golfbaner og ikke blot gå ind for friluftsbade og svømmehaller.”
Toke Stokholm kom derefter ind på den turistmæssigt betydning for byen og sluttede med at takke Orla Knudsen for hans “initiativ, energi og vedholdenhed i forbindelse med start af klub og bane.” Viceborgmesteren endte med (direkte citeret) at fastslå: “Ja, i virkeligheden er det en bane, som Orla Knudsen har foræret os.”
Denne og lignende udtalelser var et gennemgående træk i aftenens taler, der stort set formede sig som en massiv tak til Orla Knudsen.
Indvielsen af 9-hullers banen og klubhuset “Nysøgaard” kan betegnes som afslutningen på den første svære fase i golfklubbens historie, som blev gennemført på to år. Samtidig var klubbens medlemstal steget til 400, og klubbens bestyrelse havde midlertidigt lukket for yderligere tilgang.

En drøm går i opfyldelse

Lidt historie om Hillerød Golf Klubs udvidelse til 18 huller. Efter vel overstået anlæg og hårdt arbejde for de første ni huller, kom turen til de næste ni. Planer manglede ikke, bestyrelsen havde samtidig med udbygningen af de første ni huller foretaget undersøgelser og sonderinger på
Bakkegårdens arealer samt arealerne på den anden side af jernbanen, omkring “Lille Hestehave”, så planer og tanker var der nok af.
Vore nuværende arealer på den anden side af jernbanen (5.-12. hul) var græsningsarealer for kreaturer fra Statens gårde, Faurholm. Disse arealer kunne ikke erhverves eller lejes.

Bestyrelsen med Orla Knudsen i spidsen kikkede sig omkring. Det blev peget på arealet Odder Dam (i Stenholt indelukke) ved Fredensborgsvejen og Isterødvejen. Her var mulighed for anlæg af en helt ny 18 hullers bane. Arealerne blev godkendt, tilladelsen fra Statsskoven var i orden. Den svenske golfarkitekt Anders Amlion udarbejdede færdigt projekt for området, han selv betegnede planen som “Nordsjællands Bane”. Desværre spændte Naturfredningsforeninger ben for det spændende projekt, der fandtes specielle dyrearter (fugle mv.) på arealet. Mogens Suppli, der tiltrådte som formand i 1973, overlod til tømmerhandler Povl Christiansen at løse arealproblemerne for en udvidelse til 18 huller – eller en flytning.
Odder Dams projektet blev endnu en gang vendt, bedømt som umuligt, og desværre droppet. Povl Christiansen vendte herefter, endnu en gang blikket mod vore naboarealer. Gennem lange forhandlinger med Statsskoven, skovrider Lassen, og Statens gårde, samtidig med at planer om udflytning af statens gårde til Jylland begyndte at tegne sig, lykkedes det for Povl Christiansen at forhandle sig til leje af arealerne (5. -12. hul) af skoven, samtidig med at Statens Gårde indvilligede i at afgive deres græsningsarealer, som havde fungeret i en menneskealder.

I 1974 kunne vi således påbegynde den endelige plan for udvidelse af banen til 18 huller. Til generalforsamlingen i oktober havde daværende næstformand Peter Brehm udarbejdet skitseprojekt og økonomisk overslag for baneudvidelsen til 18 huller (overslag på ca. 400.000 kr.). Generalforsamlingen godkendte oplægget og planerne, økonomien blev klaret med medlemskautioner, og alt var klar til at gå i gang. Til den endelige detailprojektering valgte bestyrelsen den svenske golfarkitekt Jan Sederholm, for hvem det på genial vis lykkedes at få så mange gode golfhuller (5.-12. hul) ind på et for en golfbane lille areal. Detailprojekteringen var færdig, nu skulle økonomien stå sin prøve. Peter Brehm indhentede og forhandlede priser med S-48 i Kvistgård. Økonomien kom til at hænge sammen, S-48 kunne gå i gang i foråret 1975. Inden S-48 gik i gang, havde banepersonalet foretaget omfattende rydninger, især birkeskoven på 12. fairway. Det var ikke noget let arbejde, hvilket baneformand, Povl Ahrenkiel, erfarede, idet han selv aktivt deltog i arbejdet. S-48 kunne allerede den 21. juli 75 overdrage en færdig baneudvidelse til bestyrelsen med fuldautomatisk vandingsanlæg på både nye og gamle greens. – Og tænk, økonomien holdt!
Gennem sensommeren ydede medlemmerne herefter deres bidrag til anlægsarbejdet i form af stensamlinger (og der var mange sten!).
Til hele klubbens glæde kunne formand Mogens Suppli på klubbens 10 års jubilæumsdag, den 25. juni 1976, indvie baneudvidelsen fra de 9 til de 18 huller.

En match bliver til

De fleste matcher er som matcher er flest, et arrangement i overensstemmelse med de officielle regler beskrevet i håndbog for matchledere.
Af og til opstår dog en match, som adskiller sig fra det rutineprægede, og skønt de almindelige golfregler under matchen naturligvis er gældende, så kan selve matchens oprindelse og afslutning undertiden være afvigende fra det normale.
Som eksempel fra Hillerød Golf Klub på en sådan afvigelse er “Formandens gamle driver”, som kom i stand på følgende måde i klubbens start, fortalt med Orla Knudsens ord:

“Nogen tid efter min start som golfspiller i Rungsted ødelagde jeg min dyrt erhvervede driver. Så kort tid efter den anden verdenskrig var det svært at skaffe en ny, men den daværende træner, Carl Poulsen, klarede sagen ved at overdrage mig en meget gammel og meget slidt driver.
Jeg spillede med den i flere år og den fulgte mig til Hillerød. Ret hurtigt ønskede jeg dog at anskaffe en ny driver, hvilket jeg fortalte Sven Whitta under en friendly match. Sven spurgte, om han måtte overtage “klenodiet”, hvilket jeg indvilgede i uden at ane formålet.
Resultatet blev den match, som vi kender under navnet “Formandens gamle driver”. Efter en indledende kvalifikationsrunde, spilles den som en cup-turnering over to dage, og Svens specielle påfund i forbindelse med matchens afslutning var interessant.
Vinderen skal, når han er vundet, forsøge – med den gamle driver – at slå over søen mellem 17. og 2. hul, og denne afslutning samlede især de første år et anseligt antal tilskuere. Men der var også gjort meget ud af dette moment, fortæller Orla Knudsen.
Første gang matchen blev spillet havde Sven Whitta bygget en flåde-platform til venstre for 17. teested, hvorfra det var meningen, at de afsluttende driverslag skulle slås. Matchdeltagerne glemmer aldrig, da de tidligt om morgenen ved starten på spillet hørte hammerslag bag søens siv. Da de næste gang passerede var der både hammerslag og munter nynnen, og de, der gik videre i matchen om eftermiddagen og passerede stedet, erfarede at denne nynnen nu var blevet til højrøstet sang.
Da afslutningen sidst på eftermiddagen kom, og vinderen skulle slå bold over søen, var matchleder Sven Whitta meget træt. Det manuelle arbejde havde forårsaget stort væsketab, som hen ad vejen blev erstattet i fornødent omfang. Sven havde foruden en stor madpakke også medbragt rigelige væske- nødforsyninger, for, som han sagde, tænk, hvis flåden var stukket til søs midt under arbejdet.”
Sådan lyder Orla Knudsens beretning om oprindelsen til “Formandens gamle driver”, som vel egentlig burde omdøbes til “Den gamle formands gamle driver”. Selve driveren, der formentlig er fra ca. 1930, hænger på sin tavle i klubhuset, hvor alle kan glæde sig over dens antikke charme og patina.

I juni 2022 blev en ny flot driving range indviet. Projektet med bygning af rangen er sammenfattet i en video, som kan ses her.

Onsdagsklubben

Onsdagsklubben blev ikke startet på en bestemt dag, men allerede i 1966-67 havde nogle af Hillerøds selvstændige fået for vane at mødes på golfbanen hver onsdag eftermiddag; de hævdede, at den tid, der gik med at spille de 9 huller, blev indvundet både psykisk og fysisk.
Der kom gang i forskellige turneringer. En af disse er “Kongeturneringen”, hvortil er knyttet flere hyggelige traditioner, som holdes i hævd den dag i dag. “Kongen” får højtideligt tildelt “Hertzpokalen” samt et passende tilnavn. Knud Persson, HGK’s sekretær gennem mange år, vandt Kongeturneringen i 1971 og blev hyldet som “Knud den smilende”. Han vandt igen året efter og blev til “Knud Atterdag”. Da Knud vandt igen i 1973, blev det ændret til “Knud den trættende”. For godt 20 år siden dukkede der rundt omkring på banen en række bænke op, alle forsynet med en lille plade indgraveret med “Onsdagsklubben”. Mon ikke bænkene med det strakte tag over ved første tee har været dem, man har glædet sig mest over? Blev opsat af Onsdagsklubben i 1972. Også en skydedør i klubbens første restaurationslokale blev bekostet og opsat af Onsdagsklubben, der således kan betragtes som HGK’s første sponsor. Bortset fra disse synlige tegn på Onsdagsklubbens eksistens har “man” ikke vidst meget om denne gruppe golfere, som i disse mange år er startet hver onsdag kl. 13.oo i sæsonen.
Der har i Onsdagsklubben konstant været 15-20 medlemmer, alle optaget på opfordring, og ifølge klubbens gamle papirer skal der væsentlige grunde til at øge antallet.

Piraterne

I sommeren 1973 fandt Cecil Menzel det underligt, at han og andre aldrig kunne komme med, og man blev derfor enige om at møde op på et fast tidspunkt i weekenderne, hvor vi så satte holdene sammen. Det udviklede sig hurtigt til, at over 40 mødte frem, og vi havde ofte deltagelse fra Helsingør, København og Rungsted: Poul Schlüter, som var medlem af klubben i 1977, deltog nogle gange i Piraterne, men var nok mere hjemme i politik end i golf.
I dag er der vel ca. 40 spillende Pirater, hvoraf ca. 20 møder op. Det var Jørgen Lind, som i midten af halvfjerdserne brugte betegnelsen Pirater, og den har så hængt ved siden.
Vi har en handicapbegrænsning på 20, og vort eget handicapsystem, hvor man sættes ned, hvis man spiller under sit handicap. Een under: emne ned, 2 under: en ned, 3 under, 2 ned osv. 5 gange om året regulerer vi tilbage til normalt klubhandicap.
Der spilles om øl ud og hjem plus 1 krones amerikaner. Indskud er 10 kroner, og det har det været lige siden 1973.

Tirsdagsdamerne

Tirsdagsdamerne – hvem startede i grunden dem?? – Ja gæt! – Orla Knudsen. Han formidlede kontakt til Lizzi Kristiansen, der nu sidder godt gemt i Nibe, og Irene Nielsen.
Meget begreb om damegolf og golf i det hele taget havde de to damer ikke, men de gik da i krig med lidt mere avanceret støtte fra Asserbo svigerinderne Elsebeth Jørgensen og Gudde Brehm. Ifølge Lizzi tog det dengang lige så lang tid at spille 9 huller som i dag de 18 – så mange slag blev der brugt. Man var vel en ca. 12-15 deltagere, og var vejret godt, drog hele flokken ofte efter de mange slag op for at køles af i Kattegats bølger og indtage en gedigen frokost i Døs’s sommerhus. Omvendt var vejret for groft, og man kom våd ind – regntøj var jo et ukendt begreb – drog den først indkomne hjem efter tørre trusser til hele banden. Gudrun Christiansen var kasserer, og man erlagde 3 kr. pr. gang.
Præmier? – Nej, nej, pengene blev investeret i udstyr til omklædningsrummet: Gulvtæppe, gardiner etc. Samværet var utrolig hyggeligt – kun et enkelt medlem på ca. 30 følte sig lidt vel ung i forhold til alle de gamle (de var nok 40!).
Efterhånden udvidedes Tirsdagsdamerne lige såvel som klubben i al almindelighed. De mange damer på banen var dog ikke rigtig velsete, hvorfor klubbens bestyrelse gik med til at “ophøje” tirsdag til en fast damedag med faste start tider, hvilket blev strengt håndhævet. Siden blev der udvidet med eftermiddagsdamer, nu sågar næsten aften do, og Tirsdagsklubben tæller nu ca. 150 medlemmer, og ledelsen er ført videre af flere forskellige dygtige piger, der gør et kæmpe arbejde for, at alle “menige” skal have det rart.