Så skete det! På et eller andet tidspunkt indhenter alderen heldigvis langt de fleste, og man skal tage stilling til, hvad man vil bruge resten af sit liv på. Jeg ved af erfaring, at det kan være lidt svært at stoppe et langt arbejdsliv, for ”hvad venter bagefter”. Identiteten forbundet med jobbet, økonomi, sociale relationer til personerne, man kender fra arbejdslivet og mange andre ting bringes i spil og spiller ind.
Så det har andre, og jeg, med erfaring fra tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet igennem en periode da også haft snakket med Helle om og betrygget Helle i, at livet som pensionist faktisk ikke er så skidt. Især hvis man har haft sin daglige gang i Hillerød Golf Klub og fortsætter med – omend ikke på daglig basis – at være stærkt tilknyttet klubben, efter man ikke længere er ansat.
Helle har derfor taget beslutningen, at hendes sidste arbejdsdag (i hvert fald af typen der udløser gage😊) er den 30. april 2025. Med så lang en opsigelsesperiode giver Helle Preben og bestyrelsen tid til at finde ud af, hvordan vi skal organisere og bemande den fremtidige organisation.
I disse dage er det i sig selv både beundrings- og bemærkelsesværdigt, at nogen holder fast i samme arbejde i så mange år, Medlemmer kommer, medlemmer går, bestyrelser kommer, bestyrelser går, formænd kommer, formænd går, men 42 år bliver det så til, at Helle har været en fast bestanddel af Hillerød Golf Klub.
Det siger vi Helle stort og hjerteligt tak for, og vil, når tiden nærmer sig, naturligvis invitere til, at de af jer der har lyst, kan få sagt pænt – ikke farvel – men på gensyn til en af de allerflittigste frivillige hjælpere i HGK – til Helle.
René Kjærsgaard-Nielsen
Formand HGK