Referat Generalforsamling 14-3-2017 

Referat af Hillerød Golf Klubs generalforsamling, tirsdag d. 14. marts 2017 i Frederiksborgcentret

Formand Jan Aarup bød velkommen til Hillerød Golf Klubs ordinære generalforsamling og gik over til punkt 1 på dagsordenen.

  1. Valg af dirigent.

Bestyrelsen foreslog Henrik Scharling som dirigent. Generalforsamlingen godkendte forslaget. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt varslet og indkaldt samt beslutnings­dygtig. 115 af klubbens stemmeberettigede medlemmer var til stede. 

  1. Bestyrelsens beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år.

Dirigenten gav ordet til Jan Aarup (JA).

JA knyttede følgende kommentarer til sin skriftlige beretning: JA kaldte 2016 forandringens år for HGK. – Ikke forandring for forandringens skyld, men forandring med henblik på at gøre tingene bedre.

Årsberetningen var blevet mindre, idet beretningen fra de enkelte udvalg var udsendt allerede i januar i forbindelse med Nytårsmatinéen. – Kim Hyrzkov var blevet ansat som manager, og havde spillet en altafgørende rolle i forbindelse med omorganisering af strukturen i forbindelse med Alan Tullochs tragiske død, som bl.a. indebærer, at trænerne er ansat direkte af HGK. – Og Birgitte Haslund var stoppet efter 10 års ansættelse, samtidig med at Anita Neesgaards ansættelse var blevet udvidet.

 

På det økonomiske område endte vi lidt bedre end budgetteret. Ikke uvæsentligt var, at vi ikke længere skal betale forpagtningsafgift til kommune, og den meget tydelige fremgang i antal medlemmer.

De tre væsentligste forudsætninger for at få nye medlemmer er banens kvalitet – det sociale liv – og kontingentniveauet.

 

Medlemshvervning: JA konstaterede, at vi var 218 flere medlemmer pr. 1/1-2017 end pr. 1/1-2016, heraf 71 seniormedlemmer. Der var stor ros til alle, der har medvirket til denne store succes. – JA understregede dog vigtigheden af, at vi ikke hviler på laurbærrene, da målet er, at de medlemmer, der er i et intro-forløb, skal konverteres til aktive medlemmer – først og fremmest ved at vise imødekommenhed og overbærenhed og huske på, at vi alle har været begyndere.

 

Frivilligt arbejde: Er forudsætningen for at tingene lykkes. Ca. 120 udfører p.t. frivilligt arbejde af meget forskellig art. Arbejdet svarer til en sparet udgift pr. medlem på ca. 1.000 kr. pr. år.

Blandt de frivilligt arbejdende udnævnes hvert år i forbindelse med ”udvalgsturen” i efteråret ÅRETS FRIVILLIGE. I 2016 faldt valget på Sussi Slangerup.

JA konstaterede, at forudsætningen for det frivillige arbejde er et godt socialt liv i klubben.

 

Banen: JA konstaterede, at HGK har en fantastisk greenkeeperstab. De er p.t. i færd med at renovere 19 bunkere – og endvidere at opbygge græsteesteder på hul 14 og 15.

JA nævnte endvidere, at HGK har besluttet at anlægge en 9 huls bane på lidt alternativ vis, men overlod præsentationen af ideen til René Kjærsgaard-Nielsen (baneudvalgsformand).

 

Stationsbyggeri: JA konstaterede, at svartiden fra BaneDanmark har været meget lang. Som konsekvens af det indgåede trafikforlig uden om regeringen i februar måned, inviterede bestyrelsen folketingsmedlem Hans Andersen og Hillerøds borgmester Dorte Meldgaard til møde i HGK. Dorte Meldgaard takkede ja sammen med sektionsleder i klima, natur og byplan i Hillerød Kommune, Hans Brigsted, og mødet fandt sted d. 13/3-2017. Der er en god og konstruktiv dialog med Hillerød Kommune og alle vore synspunkter indgår i beslutningsprocessen frem mod en endelig plan for etableringen af Favrholm Station m.v.

Det ser p.t. ud, som om vi kan komme i gang med arbejdet med nye huller i efteråret 2018, så vi kan spille på 2 x 9 huller i foråret 2020 – Men alt er stadig afhængigt af beslutningerne omkring stationsbyggeriet og timing i dem.

 

Sport/elite: JA konstaterede, at vi er en sportsklub med høje ambitioner. Next generation markerer sig på divisionsholdene. 1.herrer var så tæt på elitedivisionen, som man kan komme, og dameholdet vandt sølv i DM. – Og ikke mindst havde vi Nicole Broch Larsen med til OL!

JA kunne med tilfredshed kalde de tilstedeværende fra dameholdet (Ulla Wille (kaptajn) – Trine Byø – Sarah Skovgaard Bils og Line Toft Hansen op til hyldest og blomster. (De øvrige holddeltagere er Nicole Broch Larsen – Fie Kjærgaard Olsen – Lisa Holm Sørensen.)

 

Samarbejdsklubber: Vi fortsætter Firkløversamarbejdet med Mølleåen, Hjortespring og Værløse. Prisen er hævet til 500 kr. – Endvidere arbejdes der konstant på at udvide øvrige greenfee-samarbejder.

 

JA afsluttede med at konstatere, at HGK står bedre rustet end i mange år.

 

Dirigenten konstaterede, at der ikke var spørgsmål til beretningen, hvorefter generalforsamlingen gik over til næste punkt på dagsordenen.

 

 

  1. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

Kasserer Lars Broch Christensen (LBC) henviste til den udsendte, detaljerede årsrapport og redegjorde for de små afvigelser, der var i forhold til budgettet. Udviklingen blev fulgt tæt på alle områder, således at regnskabet blev styret i mål trods de afvigelser, der var.

Blandt udfordringerne var en lidt lavere kontingentindtægt end forventet, da hastigheden i konverteringen af intro til fuldt medlemskab er uforudsigelig.

Klubhusdriften ender stort set på budget. De sparede fællesudgifter relaterer til Alan Tullochs sygdom og død. Men en afledt konsekvens heraf er også manglende leverede ydelser.

Administrationen er mandet lidt  op.

LBC konstaterede, at byggelånet fra 2004 vil være færdigbetalt i 2034, som planlagt. – Endvidere konstaterede LBC en positiv pengestrømsanalyse.

 

Dirigenten konstaterede, at der ikke var spørgsmål til regnskabet.
Herefter kunne dirigenten konstatere, at regnskabet var godkendt.

 

 

  1. Fremlæggelse af bestyrelsens forventninger til fremtiden

René Kjærsgaard-Nielsen (RKN) fremlagde bestyrelsens forventninger og kom bl.a. ind på følgende emner:

 

Pakning af bolde i weekend/helligdage i primetime: Vi ønsker flere spillede runder i HGK! – Men det er næsten umuligt at booke en tee-tid i primetime, da 2-bolde er i overtal hver eneste weekend.

Bestyrelsen har derfor besluttet, at 2-bolde fremover vil blive pakket til 4-bolde weekend og helligdage fra kl. 8 – 12. Pakningen foregår 3 dage før, og der tilstræbes en maksimal forskydning på 35 minutter. – Der pakkes igen dagen før. – (Spillerne vil naturligvis blive orienteret i forbindelse med booking.)

Samtidig ønsker vi at øge intervallet mellem tiderne til 8 og 9 minutter.

Vi forventer, at det vil betyde flere spillede runder og bedre flow, større greenfee-indtægter og ikke mindst større omsætning hos vore samarbejdspartnere, restauranten og proshoppen.

 

Ny golfbane i HGK: Som følge af udskydelsen af arbejdet i forbindelse med etablering af Favrholm Station har bestyrelsen besluttet at etablere en 9-hullers bane i den eksisterende 18-hullers bane. Årsagen er tidsfaktoren i en 18-hullers runde, medlemmernes sammensætning aldersmæssigt, hensyn til begyndere m.v.

 

For at få projektet til at lykkes skal vi:

Spille hul 1-3 og 13-18

Flette på hul 13 mellem spillere fra hul 3 og 12.

 

Mulighed for spil af 9 huller vil naturligvis ikke blive lagt i prime time. – Og der vil selvfølgelig være mulighed for handicapregulering på de 9 huller.

 

Der vil i opstartsfasen ikke være åbent for greenfee-spillere udefra, da vi primært indfører dette tiltag for vores egne medlemmer. Hvis det viser sig, at der er kapacitet til at åbne for greenfee-spillere, vil vi gøre det i løbet af sæsonen.

 

Projektet vil blive fulgt tæt, bl.a. med hjælp fra Banekontroludvalget – så justeringer kan foretages, hvis det blive nødvendigt.

 

Organisation:

 

Manager Kim Hyrzkov redegjorde bl.a., for følgende punkter i HGK’s organisation:

  • Ny struktur for samarbejdet med Shoppen
  • Trænerne er ansat i klubben
  • Klubben udbyder al træning til medlemmerne
  • Klubben udbyder golfrejser
  • Greenkeeperstaben, som er fuldtallig og i fuld gang med at sikre, at banen står knivskarpt, når vi åbner for spil på sommergreens.
  • Introduktion af ny hjemmeside.
  • Forventninger til medlemsstilgang. Målsætninger er +50 seniormedlemmer og +20 juniormedlemmer.

 

Hvordan?

  • Markedsføring (start uge 13)
  • Golfens Dag
  • Åbent Hus
  • Netværkssamarbejder
  • Alle hjælper til!!!

 

Hovedforudsætningerne er vores fine bane, hvor der også er arbejdet intenst i vinterens løb med bl.a. fældning og dræning – og det gode sociale liv i klubben.

 

  1. Forslag fra bestyrelsen
    Dirigenten konstaterede, at der ikke forelå forslag fra bestyrelsen.
  2. Forslag fra medlemmerne

Dirigenten konstaterede, at der ikke forelå forslag fra medlemmerne.

 

  1. Forelæggelse af bestyrelsen forslag til budget og medlemskontingenter til godkendelse

Dirigenten gav ordet til KH.

 

KH understregede, at kontingentindtægterne er en meget vigtig forudsætning for budgettet. Og en af forudsætningerne for tilstrækkelige kontingentindtægter er et attraktivt kontingentniveau.

På den baggrund foreslår bestyrelsen, at kontingenterne for voksne medlemmer, der ikke har betalt indskud, sænkes til samme niveau som for medlemmer, der har betalt indskud. – Vi anser det for at være en nødvendighed for at kunne tiltrække nye medlemmer.

Der udtryktes positiv indstilling til forslaget, men samtidig blev der fra medlemsside gjort opmærksom på, at medlemmer, der er blevet indmeldt inden for de seneste år, kan have nogle ikke opfyldte forventninger.

KH udtrykte fuld forståelse, men måtte konstatere, at tiderne hele tiden ændrer sig, og at der er stort pres på at få et attraktivt kontingentniveau.

Der foreslås en beskeden stigning på 100 kr. på det almene på kontingent for voksne.

 

KH understregede, at der er budgetteret konservativt og ikke kalkuleret med forøgede kontingent­ind­tægter. På banen er der kalkuleret med en lille stigning, og på klubhussiden er nogle arbejder, der skal udføres i 2017, udgiftsført i 2016.

 

Bestyrelsens forslag til budget og medlemskontingenter blev herefter vedtaget.

 

De vedtagne kontingentsatser er følgende:

 

                                                                            2017                        2016

Seniorer                                                         7.700                        7.600

Hverdagsmedlem                                      6.100                        6.000

Pensionister (o. 80)                                   3.050                        2.950

Greenfeemedlem                                     2.700                        2.600

Longdistance                                                4.100                        4.000

Lokalt medlem                                            3.900                        3.900

Studerende/lærling 26-29 år                 3.900                        3.900

Ungsenior 22–25 år                                   3.900                        3.900

Ynglinge 19–21 år                                       3.200                        3.200

Junior 13–18 år                                            2.300                        2.200

Junior u. 13 år                                              1.400                        1.400

Junior u. 13 år u. banetilladelse                900                            900

Mini /børn u. 10 m. voksen                        400                            400

Par 3 bane medlem                                   1.600                        1.950

Passive                                                               800                            800

Intro-medlem voksen                              1.600                        2.000

Intro-medlem junior                                    300                            300

Venteliste                                                         200                            200

Venteliste, aktiv                                         1.600                        1.600

 

  1. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Følgende bestyrelsesmedlemmer var på valg: Jan Aarup, Kim Christiansen og Ann Birgithe Trampe Broch. Jan Aarup, Kim Christiansen og Ann Bergithe Trampe Broch blev genvalgt uden modkandidater. Birgitte Høxbroe var udtrådt af bestyrelsen. Bestyrelsen foreslog valg af Lone Hornshøj Reuther for et år. Lone Hornshøj Reuther blev valgt uden modkandidater.

 

 

  1. Valg af revisor og revisor-suppleant

På valg var Carsten Skovgaard som revisor og Jørn Krusegaard som revisor-suppleant.

Såvel Carsten Skovgaard som Jørn Krusegaard blev genvalgt.

 

 

  1. Eventuelt

Der var ingen emner under aktuelt

 

Herefter erklærede dirigenten generalforsamlingen for afsluttet.

 

Formanden takkede dirigenten for god ledelse og medlemmerne for fremmøde.

 

 

 

 

Hillerød, den 16/03-2017

 

 

_______________________           _______________________           _______________________

Henrik Scharling, dirigent                      Jan Aarup, formand                                Helle Boisen, sekretær